lørdag den 22. oktober 2011

Udkast til politisk program version 1.0

Den vestlige verden bør, af samvittighedsmæssige årsager, bør give afkald på "velfærdssamfundet" og åbne alle grænser. Mennesker skal have fri bevægelighed over landegrænser på linie med ræve og dræbersnegle. Det vil formentlig øge befolkningstætheden i vores del af verden med 3-400 %, men det er der bare ikke noget at gøre ved.


Kongehuset skal bevares fordi det er en del af vores historie, men det skal omdannes til et arbejdende museum. Kongefamilien skal i arbejdstiden gå rundt i historiske majestætsklær og i det hele taget agere som den slags gjorde i historisk tid, når skoleklasser og krydstogt turister m.fl. kommer på besøg. Et år ad gangen vil museet behandle en bestemt historisk periode, hvor historiske hændelser opføres som levende teater. En stab af skuespillere og historikere skal tilknyttes museet, da kongefamilien ikke vil kunne varetage den kæmpe opgave det vil være at drive det alene. Der skal med jævne mellemrum arrangeres audienser, middage mm. som besøgende kan deltage i. Gæsterne vil få udleveret det til perioden passende tøj og blive instrueret i hvordan de bør agere. 


Folketingsvalg skal afskaffes. Istedet skal der være en løbende fornyelse af folketingsmedlemmer. Disse vil være vinderne af et reality-show som foregår kontinuerligt året rundt. I dette show vil borgerne kunne se hvordan folketingskandidaterne agerer, istedet for blot at være indlagt til at skulle høre på alt det pis de lukker ud, hver gang der er valgkamp. Dette vil effektivt sætte en stopper for den igangværende DJØF´isering af folketinget. 


Junk skal legaliseres og kunne fås på recept. Det vil lukke luften ud af narkokriminaliteten. Der skal sideløbende foregå en massiv afvænning, forestået af de som har forstand på det.
Hash skal ligeledes legaliseres og dyrkes af landmænd, så vi er fri for at importere dette fra udlandet. På lige fod med alkohol skal de deklareres så man kan se hvor stærkt det er.


Kirke og stat skal adskilles. Danmark er ikke et kristent land, men et demokratisk land (måske endda et socialdemokratisk land, men det kan jeg ikke få mig selv til at sige). Kirken må selv stå for at opkræve medlemskontingent. De må selv uddanne teologer, dette er samfundet uvedkommende. Kirken skal kunne søge om tilskud lige som alle mulige andre amatør foreninger så som håndboldklubber osv
Kirkebygninger og præstegårde er statens ejendom. Disse skal bevares som de historiske bygninger de er, men skal kunne lejes af enhver som ønsker at gøre brug af dem til fester, koncerter, udstillinger mm.



Hesselø skal ekspropieres og overdrages til fængselsvæsenet til brug for rockere, pædofile og religiøse fanatikere. Disse vil ved ankomsten til øen få udleveret såsæd, et sortiment af skarpslebne markredskaber og en økologisk håndbog.


Politisk skal der skabes optimale betingelser for satsninger indenfor udvikling af vedvarende energikilder. Der skal bygges plusenergi byer, hvor enhver konstruktion lige fra parcelhuse til bølgebrydere leverer sol-, vind-, bølge-, eller xxxxx-energi.


Folkeskolen (som jeg iøvrigt er meget tilfreds med allerede) skal fremelske ethvert talent som børnene er velsignet med, og ikke blot de ganske få intelligensområder som man dyrker pt. 
Kristendom skal selvfølgelig afskaffes som fag. Religion vil istedet kunne behandles som et kapitel i psykologi/menneskeforståelse/empati som vil blive et nyt fag.


Efter aflæggelse af prøve, skal musikere kunne få udbetalt et beløb svarende til understøttelsen, for at spille på gadehjørnerne. Udgifterne til dette skal dækkes af handelstandsforeningerne i det pågældende område.


Demonstrationer med over en kvart million deltagere skal have vetoret imod beslutninger vedtaget i folketinget.


Enhver lønmodtager som ikke har lyst til at gå på arbejde, skal have ret til at blive hjemme. Den enkelte arbejdsgiver har sammen med de ansatte ansvaret for, at gøre arbejdspladsen til et sted hvor man simpelthen har lyst til at komme. På en arbejdsplads skal det være sådan, at alle går rundt med armene hævet overhovedet og siger: "YES"! og hvis ikke de gør det, skal det tolkes som et krisetegn. På kort sigt vil denne rettighed blive misbrugt på det groveste, men på langt sigt vil det skabe en innovativ kultur og en arbejdsglæde som vil være helt enestående i verden. Den følelse af medejerskab som det idag er så moderne at forsøge at tæve ind i skallen på lønmodtagerne, vil formentlig opstå helt utvungent.


Enhver spredning af kunstgødning på markerne skal forbydes omgående. Hvis ikke landmændene kan få noget til at gro uden doping, så må de kraftedme finde på noget andet at bestille. Nu kan det være nok. 

Christiania skal bevares. Med 40 års forsinkelse bør vi erkende, at der er gavnligt at der bliver eksperimenteret med boligformer. Det skal tilstræbes at gøre staden til en plusenergi bydel, som ikke er energiforsynet fra de danske kraftværker. Traditionen med at man kan bolle sig ind i en bolig på Christiania må ophøre. Istedet skal enhver dansker eller udlænding kunne ansøge om, at få tildelt faciliteter til udførelse af sine skøre ideer

onsdag den 13. april 2011

Hvem er DE ??

Vi mennesker er det vigtigste her på jorden. Blomster, hvaler osv. er selvfølgelig enormt nuttede - men vi er de vigtigste. Vores overlevelse er vigtigere end alt andet og der bliver kæmpet en brav kamp rundt omkring for at sikre vor fortsatte eksistens. DE skal fanme stå tidligt op, hvis de skal have skovlen under os.
Hvis DE f.eks. pønser på, at få havoverfladen til at stige, så er vi sgu da klar til, at bygge en masse dæmninger. Dyrt ja, men ikke noget vi ikke kan ordne. Ikke noget der skal have lov til, at bremse væksten, synes du vel ikke ?
Og skulle det lykkes DEM at forpeste jorden i en sådan grad, at vi bliver nødt til, at forlægge residensen til det ydre rum, så er der da også allerede folk som arbejder med dette.
I de senere år har DE dog fundet på noget, som vi utvivlsomt får problemer med. Nu til aften hvor jeg sad i mit køkken, hørte jeg i radioen, om New Delhi, hvor man er absolut førende indenfor udvikling af multi resistente bakterier. Hvis bakterierne vinder, bliver vi udryddet.

Satans. Men lad os lige et øjeblik se det hele fra bakteriernes synspunkt.: De kom jo først, ja de var måske de første væsener her på jorden. Milliarder af år gik. Så kom vi - mennesket - jordens cancersygdom. I det geologiske splitsekund menneskene har været her, har vi bredt os som en steppebrand og er allerede halvt færdige med, at fucke det hele op.
Så - hvis det lykkes bakterierne at få bugt med os, vha. multiresistens, så er klodens liv vel reddet, ik` ?

Og hva´ med DEM - hvem er DE ?